Formandens beretning 2014

Formandens beretning 2014

Måske det er forkert at starte årets beretning med Støbeskeens fester, men jeg gør det nu alligevel.

Fester er vi gode til at holde, og der er stor opbakning til disse. Ved årets julefrokost var vi oppe på at være 32 medlemmer. Det kan jeg ikke erindre, at vi har været før – måske dengang hvor jeg var for lille til at deltage?

Mange tak til festudvalget for jeres store arbejde – og husk nu at sige til, hvis vi andre kan hjælpe til.

Vi er mange medlemmer og mange aktive medlemmer, men alligevel mangler vi ofte folk – enten på eller bagved scenen. Derfor har bestyrelsen igangsat en lille hvervekampagne, som vi er lykkedes med og fået flere nye medlemmer – jeg håber, at I gamle allerede nu har taget godt imod dem!

Vi har fået lavet en folder om Støbeskeen, hvor man kan læse lidt om vores historie og hvilke arbejdsopgaver, der er i Støbeskeen. Det er ikke altid lige til at se, hvor mange opgaver vi har her i huset, og som vi skal deles om at løfte. Jeg synes, at folderen er rigtig flot og informativ, og jeg takker derfor Bodil og Nicole for jeres arbejde.

Støbeskeen er tilbage på nettet. Vi har endelig fået lavet en ny hjemmeside. Nu skal vi bygge medlemssiden op med referater, øveplaner mm.

Hvis vi bliver i teknologiens verden, har vi igen i år drøftet fordele og ulemper ved at anskaffe en dankortautomat eller tilsvarende. Vi konkluderede, at det endnu ikke er umagen værd. Til gengæld kan man betale med Mobile Pay og Swipp.

Vores indgang – ja det gik ikke, som vi havde håbet på. Det tog længere tid at få byggetilladelsen og de ansøgte pengene kom heller ikke ind på kontoen, så vi skal i gang igen i udvalget.

Loftet skal også gøres færdigt, og vi håber hele tiden på at finde nogen til denne opgave. I værste fald må vi betale os fra det.

Bestyrelsen har været meget optaget af at styrke fællesskabsfølelsen og træffe beslutninger, som har til gavn for flest mulige medlemmer. Vi vil gerne have opgaver fordelt over flere medlemmer og blive bedre til at spørge om hjælp og uddelegere.

Den 21.marts drog flere medlemmer til Ramløse forsamlingshus for at se Mød mig på Cassiopeia.

Henrik Monved arrangerede en tur til Nordisk film den 27. april hvor 10 medlemmer deltog.

6 medlemmer så Vi Maler byen rød 2/5 med Lasse Witt på rollelisten.

Den 20/6 gik turen for 6 medlemmer til Nivå for at se deres opsætning af BBB.

Det var alle nogle vellykket arrangementer og jeg takker jer, der stod for planlægningen af turene.

Revyen Det er ikke lutter lagkage havde premiere d. 6/3. Det var en forestilling, hvor fællesskabet skulle stå sin prøve. Kunne holdet løfte i flok og blive enige uden faste bagfolk og instruktør? Det er min opfattelse, at det gik rigtig godt. Revyen spillede 12 forestillinger med en belægningsprocent på 92,5.

Som vanen tro havde bestyrelsen planlagt en arbejdsweekend 30-31/8, der dog kun blev til en arbejdssøndag. Tak til jer der gav en hånd med denne dag.

Vi søgte optagelse ved DM revy i Juelsminde. Vi fik 2 numre med. Alle medlemmer fik mulighed for at deltage og hele 18 deltog d. 5. og 6. sep. Vi så 3 helt forrygende forestillinger, hvor 31 revyer opførte 60 numre.

Vi vandt desværre ikke nogen priser, men derimod vandt vi 18 støbeskeer en fantastisk weekend med et overflødighedshorn af gags, grin og grimasser.

Krudtværksfestival blev afholdt d. 13/9. Mange medlemmer kom forbi og gav et par timer af deres tid til at repræsentere Støbeskeen denne lørdag, tak for det.

Frankenstein havde premiere d. 6/11. Ja det lykkedes, selvom det til tider så svært ud. I perioder havde vi mere hatten af end på. Fællesskabet sejrede og Frankenstein spillede 16 gange med en belægningsprocent på 87.

Støbeskeen og DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed, har aftalt at samarbejde omkring DATS´ store årlige teaterfestival i 2015.

Formålet med festivalen er at præsentere et bredt udvalg af amatørteater på et højt niveau.

Festivalen vil vise 10 – 12 forestillinger fra hele landet med deltagelse af ca. 150 aktive på eller bag scenen og på tilskuerpladserne.

Festivalgruppen består fra Støbeskeens side af Knud, Pernille J, Carsten og mig selv. Vi vil under dagsordenens punkt 10 fortælle mere om jeres rolle på festivalen.

Jeg vil sidst gerne takke jer alle for Det gode samarbejde, jeres entusiasme, gå-på-mod og ikke mindst jeres gode humør.

Pernille Prag

Formand

 

Formandens beretning 2013

Et tilbageblik på det forgangne år afslører, at vi har en stærk og levende forening. Støbeskeen fortjener topkarakterer i livsglæde. Vores forening lever i bedste velgående og er både anerkendt og respekteret i vores by. Det er vi meget taknemmelige for.

Ved sidste års generalforsamling blev det vedtaget, at bestyrelsen skulle slankes. Så den består nu af 5 medlemmer og 1 suppleant og at formanden og kassereren vælges direkte på generalforsamlingen.

Vi konstituerede os selvfølgelig først og derefter snakkede vi om spilleregler og bestyrelsens mærkesager. At styrke fællesskabet skulle prioriteres højt. Alle tovholdere og udvalgsmedlemmer blev spurgt, om de ønskede at fortsætte arbejdet, og det ville alle. Tak for det.

Vi besluttede at skifte den yderste lås ud, da der gennem årene er forsvundet en del nøgler. Vi besluttede også i den sammenhæng, at alle medlemmer skulle tilbydes nøgler til huset.

Torsdag d. 7. marts havde Kopier premiere. Den blev instrueret af Peter. Dette genteknologiske drama blev spillet 8 gange med en belægning på 41 %.

Forestillingen blev udtaget til Landsfestivalen i Vejen og alle Støbeskeens medlemmer fik muligheden for at tage med holdet d. 3.-5. maj. Der var 8, der deltog og det lød til, at de havde haft en fantastisk tur, og at Kopier fik den ros, den havde fortjent.

Lørdag d. 9. marts tog 7 medlemmer til Elværket i Frederikssund for at se klovneforestillingen: Kunsten at dø. En forestilling helt uden ord.

For et par år siden blev det sidste stykke af loftet isoleret, så nu ville vi godt have hylder og alle rekvisitterne i plastikkasser, så det er nemt for alle at finde tingene, men ligeså meget for, at det er nemt at lægge på plads igen. Da vi sorterede, var der mange fine ting, men vi kan ikke blive ved med at gemme alt, så det man kan skaffe igen, ville vi sælge på krudtværksfestivalen. Vi er ikke færdige endnu, men langt. Så har I ikke været der oppe længe, synes jeg I skal kigge op.

Krudtværksfestivalen blev afholdt som vanen tro anden lørdag i september. Det var en dejlig dag med masser af gæster i huset der fik rundvisning og en snak om vores arbejde og måske købte de også lidt i vores loppebod. Rigtig mange medlemmer kom forbi og hjalp til. Tak for det.

Torsdag d. 28. oktober havde Mester og Lærling premiere instrueret af Henrik Monved. Dette romantiske syngespil havde en del vanskeligheder undervejs, med spillere der sprang fra i prøveforløbet, og Kamille der blev syg under forestillingerne.

Vi måtte rykke 1 forestilling og aflyse 1. Camilla Jepsen sprang ind fra den ene dag til den anden, så vi kunne gennemføre resten af forestillingerne. Tak til hele holdet for jeres store indsats, så vi kom igennem med æren i behold. Mester og Lærling havde en belægningsprocent på 93.

Ved premieren kunne vi vise vores flotte flisegulv i foyeren frem. Det pynter rigtig meget.

6 medlemmer tog til Frederiksberg d. 29. nov. for at se Diktaturet spille Woyzeck. Diktaturet er en ung uafhængig teatergruppe, der spiller specielt udvalgte stykker på et højt niveau.

Holdet, der var på landsfestivalen i Vejen, så Diktaturet første gang der, og flere var meget begejstret.

Vi har endnu engang forsøgt at få byggetilladelse til en ny hovedindgang. Dette blev godkendt i Byrådet, men desværre synes museumsdirektøren ikke om ideen, så derfor er der kun givet tilladelse til at renovere den gamle. Dette skal vi i gang med her i foråret, da den nuværende indgang nærmest er livsfarlig.

Efter vi måtte afgive fiskerhuset til bilklubben, har der været en del uenigheder om, hvor vi skal opbevare vores sætstykker. Lige nu står de stadig i varmecentralen, indtil vi får en skriftlig henvendelse og en henvisning om, hvilket depot vi kan benytte, bliver de stående der. Inden vi får denne, kan det være, at teknikkergruppen har fundet en anden løsning.

Vi må heller ikke glemme, de gode fester vi har holdt i 2013. Generalforsamlingsfesten, sommerfesten med temaet Italiensk for begyndere og en julefrokost der for nogen sluttede kl.6.30 næste morgen.

2013 var også året, hvor Støbeskeen blev moderne. Vi indkøbte nye højtalere og en Ipad til stor jubel for nogen og nærmest sorg for andre, der måtte se det gamle anlæg, som er blevet brugt til rigtig mange gode fester, lade livet.

Det er ingen hemmelighed, at vi ikke har mange instruktører at vælge imellem – i perioder ingen – og derfor må tænke anderledes. Kan vi i samarbejde lave en forestilling? Det vil de næste sæsoner måske vise. Bestyrelsen har længe ville lave en revy SAMMEN med medlemmerne.

Vi ville bruge denne revy til at styrke fællesskabet på. Alle der havde lyst til at være med – skulle være med. Og med stor glæde viste det sig, at flere medlemmer havde lyst til at prøve kræfter med noget helt nyt, Det skulle være processen, der skulle have den største fokus. Om det er en succes vil vise sig 6. marts.

Jeg vil sidst gerne takke jer alle for Det gode samarbejde, jeres entusiasme, gå-på-mod og ikke mindst jeres gode humør.

 

Pernille Prag

Formand