2006 – Den Indbildt Syge (af Moliere)

denindbildtsygePressemeddelelse, Frederiksværk 26. oktober 2006

Skuespil skal ses i teateret!

Støbeskeen – amatørteateret i Frederiksværk er klar med Molières komedie ”Den indbildt Syge”, som har premiere tors. d. 2. nov.

Støbeske-sæsonen 2006/07 indledes med en klassisk komedie fra 1673. Netop på grund af den underfundige humor og de universelle persontyper har stykket stadig meget at sige et moderne publikum – alderen til trods.

Teaterstykket handler om den rige Argan, som slet ikke lider af rigtig sygdom men derimod af stærkt fremskreden hypokondri. Derfor vil Argan naturligvis gerne have sin datter Angelique gift med en ung læge. Der er dog den hage ved det hele, at Angelique er forelsket i den smukke Cléante. Der sker på den baggrund en masse forviklinger. Heldigvis redes det hele ud, og de rette elskende kan få hinanden til sidst.

Molière spillede i øvrigt selv rollen som Argan ved førsteopførelsen i Paris i sin tid, men han nåede dog kun at spille med tre aftener. Efter den tredie opførelse blev han dårlig og sank sammen i kulissen og døde samme nat.

Jørgen Valentin og Thomas Henriksen har stået for instruktionen, mens alle de flotte kostumer er blevet syet til lejligheden af Bodil Sixhøj Hyldahl.

Pernille Jeppesen, formand

[Best_Wordpress_Gallery id=”18″ gal_title=”Den indbildt syge”]