2009 – Elling og Kjeld Bjarne (af Axel Hellstenius)

elling_plakat med reklame renskråretPressemeddelelse, Frederiksværk 5. januar 2009

Underfundig komedie om to originalers møde med virkeligheden

Støbeskeen klar med nyt teaterstykke

Historien udspiller sig omkring de problemer og udfordringer, som de to hovedpersoner Elling og Kjell Bjarne møder, da de træder ind i deres nye lejlighed.

Bare det at tage telefonen eller at gå ned i supermarkedet efter mad er store og nye udfordringer for de to venner, nu hvor de skal bo og leve i den virkelige verden udenfor institutionernes beskyttende rammer.

Elling har nemlig boet hos sin mor i knap 40 år uden at se andre mennesker, og da hun dør, kommer han på institution. Her møder han Kjell Bjarne, og de to får et nært venskab i deres store fælles behov for at have en at knytte sig til.

Elling er den snu og intelligente af de to, men han er lettere neurotisk og har hårdt brug for tryghed. Kjell Bjarne er den lidt naive, knap så intelligente fyr, der ikke bekymrer sig så meget om at tale pænt og vaske sig, men derimod om at han endnu ikke har været i seng med en kvinde.

Elling fylder Kjell Bjarne med løgnehistorier, som Kjell Bjarne uden at tvivle tager for gode varer. Eller det vil sige, han ved sådan set godt, at det meste af det ikke er rigtigt, men han elsker historierne og den drømmeverden, der åbner sig for ham, når Elling fortæller – og så gør det ikke så meget, om det egentlig er sandt.

Tilværelsen ændrer sig særligt for de to, da Kjell Bjarne forelsker sig i en gravid kvinde. Elling frygter, at han vil miste den ven, han har så hårdt brug for, hvilket ender med at han kaster sig ud i lyrikkens verden, hvor han mener at finde sit kald i livet.

Det er et underholdende og morsomt stykke, der primært bæres af Brian Jørgensen og Kasper Jeppesen i hovedrollerne som henholdsvis Elling og Kjell Bjarne, mens Bente Aagaard og Bettina Tiegarth ses i rollerne som lægen Gunvor, tilsynsværgen Solveig, naboen Sussi og servitricen nede på den lokale bodega.

De fire skuespillere holder dampen oppe i gennem 12 forestillinger fra tors. d. 15. jan. til lør. d. 14. feb. 2009. Billetter kan bestilles på billet-tlf: 23 34 00 13 eller på foreningens hjemmeside www.stobeskeen.dk.

[Best_Wordpress_Gallery id=”12″ gal_title=”Elling og Keld Bjarne”]