2010 – Det 3. Riges Frygt og Elendighed (af Bertolt Brecht)

det3rige-plakat renskåretPressemeddelelse, Frederiksværk 18. februar 2010

Tankevækkende dramatik

Støbeskeen sætter Bertolt Brechts ”Det tredje riges frygt og elendighed” op.

Selvom Brecht skrev dette teaterstykke for over 70 år siden, da han boede i eksil i Svendborg, er stykket desværre stadig højaktuelt. Hvis mennesker ikke længere kan stole på hinanden, så hører alting op. Så går man til grunde.

Tusindvis mennesker oplever, hvordan despotiske regimer misbruger magten, og de må prøve at leve med den altopslidende undertrykkelse. Men at leve under sådanne terroristiske vilkår er ikke menneskeværdigt. For når samfundets magthavere får held til at lade mistilliden og disrespekten råde i hverdagen, så nedbrydes selv de mest sejlivede. Når mistroen kryber ind under dørsprækken og forpester ens liv både ude og hjemme, så kan selv de stærkeste ikke længere stå imod. Det er trist nok stadig tilfældet i mange af verdens lande i dag, så det er jo ikke underligt at flygtninge-strømmene tilsyneladende aldrig hører op.

Set i det lys er det forstemmende at se, hvor lidt medfølelse og indsigt vi danskere har overfor de flygtninge, vi modtager her til vores demokratiske velfærdssamfund. Er vi overhovedet klar over, hvilke familiære og medmenneskelige dilemmaer, vores flygtninge har været igennem? Er vi velfærdsdanskere i det hele taget i stand til at sætte os ind i, hvad det vil sige at skulle leve under sådan nogen urimelige forhold?

Støbeskeens opsætning af Brechts teaterstykke giver publikum mulighed for at få indsigt i, hvilke mekanismer brutale regeringer anvender overfor sine borgere. Den historiske baggrund for Bertolt Brechts teaterstykke er naturligvis det nazistiske Tyskland, som han flygtede fra allerede i 1933. Egentlig består “Det tredje riges frygt og elendighed” af 27 scener, men i Støbeskeens udgave af stykket vil publikum kun opleve 9, som er udvalgt med henblik på at skulle vise, hvordan det nazistiske diktatur maltrakterede de almindelige tyskeres liv. De havde aldrig haft noget ønske om arisk overherredømme, Lebensraum eller jødehad.

Stykket skal derfor heller ikke fremstå som en undskyldning for det tyske folk – Hvordan kunne de dog lade det komme så vidt? – men som en advarsel til os alle om at passe på vores samfund, så det er tilliden til og respekten for vores medmennesker, som er kendetegnende for vores land.

På vegne af Støbeskeen
Peter Hyldahl