2023 – Til sidste fjer

Sensommerens forestilling i Støbeskeen, skrevet af forfatter og dramatiker Jesper Wamsler og vandt publikumsprisen i 2018 under Vildskud Teaterfestival, hvor forestillingen havde premiere.

Som fugle. Det var sådan, jeg tænkte på os. Nu. Som fugle. Vi var som fugle. Vi var rovfugle. Vi jagede i flok. I zigzag gennem gaderne, imellem og over hovederne på folk. Som duer. Nej, ikke duer, duer er dumme. Vi var ikke dumme. Selvom vi gjorde nogle dumme ting. Vi var kloge. Smarte. Kloge og smarte fugle. Stak næbbene i folks lommer, når de et sekund kiggede den anden vej. Kloge og smarte fugle. Det var vi.

Til sidste fjer er en stærk og rørende fortælling om to veninder, der husker tilbage på en tid, hvor pigebanden var det vigtigste. Gennem minder og oplevelser genfortæller Vera og Louise om det frie liv på gaden og de ubrydelige bånd, der opstod i deres lille flok. Men de fortrængte minder afslører også, at det unge, rodløse liv er knap så lykkeligt, som først antaget.

Varighed 65 minutter.